tirsdag den 18. marts 2014

Svamp! .. på den gode måde altså!

Hvem skulle have troet, at en af de nyeste bestsellers inden for hudpleje skulle blive en svamp? Og så endda en svamp med det bizart klingende navn "Konjac"? Ja, ikke mig i hvert fald. Faktisk var jeg mere end en smule skeptisk, da jeg i første omgang hørte om dimsen og dens funktioner, og endnu mere blev jeg det, da den pludselig indfandt sig på apotekets hylder.
Svampen fik da også lov at blive på hylden - i hvert fald i omkring en uges tid - før nysgerrigheden alligevel blev for meget for mig! Jeg kunne ikke gå gennem byen, snakke med veninderne eller være på nettet uden, at nogen eller noget refererede til den, som oftest i positive vendinger. Så jeg anskaffede mig en til ansigtet, og jeg har brugt den lige siden!



Konjac-svampen, eller for at bruge produktets officielle navn The Konjac Sponge, er et 100 % naturligt produkt, som er lavet af den asiatiske kartoffelplante amorphophallus konjac og kildevand. Eftersigende skulle planten af japanerne have været kendt for sine sundhedsfremmende effekter i mere end 1500 år, bl.a. pga. dens høje indhold af forskellige vitaminer og mineraler, der medvirker til en plejende og helende virkning.
Konjac Sponge er altså lidt firkantet sagt konjac-planten i svampeformulering. Svampen er som sagt 100 % naturlig, helt fri for kunstige farvestoffer og andre tilsætningsstoffer, den er 100 % biologisk nedbrydelig, miljøvenlig, og (som noget af det vigtigste for dyreelskere som mig!) den er ikke testet på dyr.

Nuvel, det må jo altsammen siges at lyde vældig fornuftigt, men hvad KAN den her svamp egentlig?
Jo, grunden til, at Konjac Sponge er blevet så populær, er nok, at den virkelig har egenskaber, jeg i hvert fald aldrig har oplevet før. Den anvendes til at rense huden, gerne både morgen og aften, og den virker let eksfolierende. Den fjerner på mildeste vis afstødte celler, snavs og urenheder, og efter anvendelsen er huden blød som den blødeste barnenumse. Og det ER den virkelig!
For lige at få det helt på det rene, så har jeg hidtil forbundet svampe beregnet til vask og rens med kradsende tingester, der rev min hud sønder og sammen og fik mig til at klø som bare pokker bagefter. Så det var med en vis grad af nervøsitet, at jeg begyndte at anvende Konjac-svampen, fordi min lettere sarte børneeksemhud normalt ikke holder sig tilbage, når den ønsker at gøre opmærksom på, at noget har irriteret den!
Men lige så hurtigt, som jeg fik svampen ud af sin pakning, lige så hurtigt forsvandt min skepsis og frygt faktisk. Svampen var lækker og blød (og i den grad svampet!), og jeg vidste, at jeg i min hånd stod med et produkt, som virkelig var noget for sig selv. Jeg anvendte den efter anvisningen bag på pakken (den kan bruges gennemvædet bare med vand eller sammen med ens normalt renseprodukt) ved at bevæge den rundt i cirkler over hele ansigtet - egentlig som jeg mere eller mindre plejede at gøre med en vatrondel. Bagefter skyllede jeg ansigtet med vand, og i dét øjeblik var jeg overbevist: jeg kunne allerede der mærke, at min hud var bedre renset end normalt, meget renere og glattere, og det var helt uden nogen generende følelse af skraben eller kradseri. Og der var ikke noget sart hud, der brokkede sig - overhovedet.
Jeg var virkelig, virkelig imponeret. Uanset om alle de andre gode egenskaber, jeg har nævnt, gavner nogen steder, så har jeg under alle omstændigheder fået øjnene op for et produkt, der er nemt at anvende, og som jeg oprigtigt kan mærke renser min hud SAMTIDIG med at pleje den.

Konjac-svampen fås til hhv. ansigt og krop og i flere forskellige udgaver (bl.a. til tør hud, sensitiv hud, moden hud og fedtet hud), og den, jeg selv har, er den lyserøde ansigtssvamp, som er særligt egnet til tør hud. Firmaet skriver, at svampen virker foryngende på huden og medvirker til at holde den sund og smidig. Jeg ved ikke, om jeg egentlig kan mærke nogen forskel fra før på dén konto, men om ikke andet er jeg blevet så glad for min svamp, at jeg uden tvivl vil købe en ny snart. I og med at den er biologisk nedbrydelig, vil svampen ikke kunne holde i længere end omkring 3 måneder, og nu hvor jeg i min iver har vovet mig ud i at bruge ansigtssvampen både til krop og ansigt, regner jeg nok ikke helt med at lade den leve de 3 måneder ud.

Konklusionen må være, at jeg klart synes, at alle, der alligevel renser deres hud, burde prøve Konjac-svampen. Den er blød, lækker og mild mod huden, samtidig med at den renser rigtig godt. Den kan anvendes af alle, altså både store og små børn, kvinder og mænd, fordi den ikke indeholder nogen fy-stoffer. Jeg er glad og ovenud tilfreds, og jeg håber, I har mod på selv at prøve og gerne komme med feedback!

Der er mere god læsning at finde her:
http://www.ren-velvaereshop.dk/andre-plejeserier-172/konjac-sponge-1282/
http://www.konjac-sponge.dk/hvader
http://www.konjacspongecompany.com/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar